Jeg havde 2 ugers ventetid på min ileostomi-operation, da jeg endelig besluttede mig for at jeg skulle have den. Dagene gik hurtigt, men alligevel alt for langsomt. Jeg skulle forbi både narkoselæge, koordinerings-sygeplejeske og stomisygeplejesken i mellemtiden, for at få hele forløbet på plads, da der skal planlægges en del. Endelig var det dagen før operationen. Jeg havde i forvejen fået tegnet hvor stomien skulle sidde, dette gøres af stomisygeplejesken nogle dage i forvejen, hvis det er en planlagt operation. Jeg havde fået et plaster hen over optegningen, så det ikke røg af i badet.
Dagen før operationen, er der nogle praktiske gøremål man skal have gjort, så som at gå i bad og evt. skrabe nogle af hårene af forneden, hvis ens hårvækst er lidt opadgroende. Man skal også have pakket, da man skal være indlagt på hospitalet mellem 6-10 dage normalt.
Man får en liste fra hospitalet med de ting der er vigtige at tage med, men her er hvad jeg tog med:
Og så kunne jeg tage afsted til Hvidovre hospital. Jeg blev indlagt kl 18.00 d. 24. Januar, aftenen forinden operationen. Dette gøres for at der kan blive taget blodprøver inden operationen og for at holde øje med ens værdier går jeg ud fra. Det behøver vidst ikke at nævnes hvor nervøs og bange jeg var, men heldigvis var både min mor og kæreste der til at berolige mig. Fordi jeg var så nervøs, havde jeg fået enormt meget luft i maven, hvilket resulterede i at jeg lå og pruttede højlydt i tide og utide på stuen, men det gjorde bare at vi kunne grine lidt af hele situationen, det syntes jeg er vigtigt at man kan og det var dejligt at det lettede stemningen. Og min mave!
Så blev det morgen på operations-dagen den 25. januar 2017 og min kæreste dukkede op kl 7.00 for at sende mig ned på operationsbordet. Jeg havde en tid kl 08.00. Jeg havde fået støtte-strømper på, for at forebygge blodpropper, inden jeg skulle derned og jeg havde fået operationstøj på, men ellers var der ikke gjort andet. Min kæreste kyssede mig farvel, og så kørte jeg. Jeg var så bange at jeg græd, men heldigvis var den søde portør god til at opmuntre mig og jeg fik en lyserød operationshue på, hvilket jeg altid får når jeg skal opereres.
Da jeg var blevet kørt ned på operationsstuen, blev jeg taget imod af en masse sygeplejesker, narkoselæger og en kirurg. De var alle sammen super søde og fortalte mig præcis hvad der skulle foregå. Jeg skulle have et venflon i hånden, altså et drop, have lagt en rygmavsbedøvelse, hvilket foregår i vågen tilstand, liggende på siden, og selvfølgelig også i narkose når de var klar. Inden narkosen havde jeg fået noget beroligende, eller smertestillende, jeg begyndte i hvert fald at blive rundtosset i hovedet og mindre bange. Endelig sov jeg. Operationen ville tage 4-5 timer, være med kikkert og jeg fik af vide at jeg højest sandsynligt ville få 6 små huller og selvfølgelig min planlagte ileostomi i højre side. Så lagde de mig til at sove.
Jeg vågnede op ca 3 timer senere. Jeg kan huske de første 30 sek. Jeg var glad og spurgte hvordan det var gået og så kan jeg ikke huske mere. Jeg vågnede op igen inde på opvågningsstuen og kunne ikke mærke mine ben, jeg hunde frøs og jeg var meget nervøs for hvordan jeg så ud på maven. Jeg havde drop i hånden, urinvejskateter, rygmavskateter, ilt i næsen, blodtryksmåler på armen og elektroder på brystet til at tjekke hjertet på. Jeg havde ingen smerter på dette tidspunkt, var lidt ør i hovedet og meget træt. Jeg kiggede ned under dynen, men kunne ikke se andet end en pose (den størrelse pose jeg også går med nu, her efter en måned), og nogle plastre. Det så slet ikke så dramatisk ud som jeg havde forestille mig! Jeg fik en varmepuster ind under dynen, så jeg kunne få varmen og en sygeplejeske kiggede til mig et par gange, men ellers lå jeg bare og sov. Efter et par timer kom jeg tilbage på min stue, og min kæreste kom og så til mig.
Min lykke var gjort da jeg rigtig fik set min mave og efter jeg havde snakket med kirurgen. Jeg havde fået 4 små huller og en stomi og operationen var gået lige efter bogen, kirurgen var glad. Det kunne ikke være gået bedre. Men nu startede genoptræningen. For allerede på første-dagen skal du ud og røre dig. Og helst 3 timer.
Jeg var så glad. Den første dag. Jeg var nogenlunde smertefri, men det skulle vise sig at ændre sig.
Dagen efter operationen var mit humør godt, som det ofte er, bortset fra lidt kvalme, der blev hjulpet væk af salteskruer. Idag skulle jeg for første gang se min stomi uden posen på, for første gang skifte den og for første gang rigtig mærke hvordan et liv med stomi, ville være. Det var absolut grænseoverskridende! Det er ikke normalt at se sin egen tarm stikke ud af maven på den måde, og den er meget stor og hævet til at begynde med! Men heldigvis var sygeplejeskerne rigtig søde til at hjælpe mig igennem det i mit tempo, selvom der også blev presset lidt på (meget på!). Jeg opdagede at jeg var følelsesløs hen over maven, ved siden af min stomi, men det fik jeg fortalt var helt normalt, fordi man var blevet skåret i og at jeg måske ville opnå lidt af følelsen igen (her efter en måned er noget af følelsen kommet igen heldigvis). Da jeg skulle ud af sengen, mærkede jeg en mærkelig følelse i maven, det var som om at alle mine organer, blev kastet rundt inde i maven på mig, og trykkede på min lunger så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg skulle sidde lidt på sengekanten, før jeg kunne rejse mig. Det var som om det hele lige skulle falde på plads først. Denne følelse blev ved i de første 3 uger, så begyndte organerne at finde sin plads igen.
På anden dagen blev jeg hjulpet i bad og jeg fik mine forbindinger skiftet og jeg følte mig straks mere frisk. Men det skulle vise sig at den følelse ikke varede ved. Fra dag et havde min rygmagsbedøvelse lækket, uden nogen havde opdaget det, sygeplejerskerne mente jeg havde spildt saft i min seng (rygmavsbedøvelsen skal sidde i ryggen i op til 3 dage efter operationen, for at smertedækker), men de opdagede da de skulle tage den ud på 3. dagen at jeg slet ikke havde haft den i, så jeg havde været igennem de 3 første dage uden at være smertedækket og alligevel havde jeg været oppe 8 timer om dagen som de dikterer, for at forhindre blodpropper og lungebetændelse. Det var noget af en smerte-omgang kan jeg godt skrive under på! Rygmarvskarteteret bliver sat i med en meget tynd gummislange, du kan slet ikke mærke den i ryggen. Slangen er forbundet med en taske med medicin i, som der hænger ved din seng og hvis den virker optimalt, løber der bedøvelse ind i rygsøjlen.
Her er jeg 4 dage efter. Man kan se stomiposen og man kan skimte de små klips, der holder sårene sammen.
Dagene gik hurtigt derinde og folk var rigtig søde! En ting jeg ikke havde tænkt på er, at fordi man jo er blevet skåret i mavemusklerne, kan man jo ikke bruge de muskler, så at komme ind og ud af sengen er en kamp! Der gik flere dage, før jeg kunne mestre det alene. Men også det at hoste og nyse kan man slet ikke, så det er godt at have noget spiseligt og drikkeligt ved dig hele tiden, hvis du får trængen til at hoste. Jeg havde altid salteskruer ved min seng, og jeg spiste det morgen-middag-aften fordi jeg hele tiden skulle rømme mig. Salteskruer er også rigtig godt, fordi du skal have en masse ekstra salt, når de har fået fjernet tyktarmen. På de tidspunkter hvor jeg skulle nyse, holdt jeg mig på næsen, så gik det heldigvis over!
Det jeg fik tiden til at gå med derinde, var at gå gangene tynde sammen med nogle jævnaldrene piger, der også var indlagt derinde. Det må have set sjovt ud, sneglefart med morgenkåber og talerstole. Men det er det bedste man kan gøre, for at få det bedre.
På 6. dagen d. 31. Januar og på min fødselsdag, fik jeg lov at komme hjem. Jeg kunne gå selv uden "talerstol", en stol der støtter en i at gå, og jeg kunne skifte stomien uden hjælp nu, så jeg var tryg. Jeg blev fejret inde på hospitalet og jeg blev fejret da jeg kom hjem, men så var jeg også ødelagt og træt.
Videoen er taget på min fødselsdag, kl 6.00 om morgenen. En af dem på stuen havde sat "hip hurra det min fødsesdag" på, og en anden havde filmet det. Jeg blev så glad og grinte så meget at jeg fik så ondt i maven, hvilket vidst også kan høres på videoen. Sygeplejeskerne kom alle sammen ind og sagde tillykke, og gav mig et flag. Det var en super hyggelig morgen.
Klimakset var da min kæreste kom og hentede mig. Vi skulle hjem og fejre mig med min familie og kage og gaver. Det var en fantastisk afslutning på en hård kamp! Jeg var dødtræt, men også superglad. Men før vi kørte hjem og holdte fødselsdag, skulle vi lige forbi Silvan og købe opbevaringskurve til mine stomiting, så på 6. dagen, kan man godt bevæge sig rundt igen!
Skriv endelig hvis i har spørgsmål til forløbet, så skal jeg prøve at svare på dem :)
Man får en liste fra hospitalet med de ting der er vigtige at tage med, men her er hvad jeg tog med:
- Min egen hovedpude. -Jeg har erfaret at hospitalernes ikke er meget værd!
- Min egen morgenkåbe. -Den var guld værd, da jeg ikke er så stor og de kun har Onesize på hospitalet og den er alt for stor!
- Sutsko -(som der skal smides ud efter opholdet, med mindre de kan vaskes, grundet bakterier. De blev brugt flittigt! find nogen der er nemme er komme i og som ikke har en alt for blød sål, da man skal ud og gå meget!
- Parfumefri shampoo, balsam og showergel. Det er en god ide at det er parfumefri, da det kommer til at løbe ned over sårene på maven, og det ikke skal kunne irritere.
- Tandbørste og tandpasta.
- Min bamse Doodles -Det er altid rart med en ekstra ven, når man har ondt eller keder sig.
- Trusser.
- Leggings/natbukser. Efter et par dage og et bad, er det rart at komme i sit eget bløde tøj igen.
- Hyggesokker. Dem fik jeg ikke brugt, da jeg havde støtte strømper på, under hele indlæggelsen.
- Hårtørrer. Den brugte jeg hver gang jeg havde været i bad, så jeg ikke skulle lægge i sengen med vådt hår og fryse.
- Creme
- Læbepomade -Man får tit tørre læber, når man ligger på et varmt hospital.
- evt. det medicin du tager, hvis du tager noget. -Fx Puri-Nethol som jeg tog, har de sjældent på hospitalerne, så det er en god ide at huske sit medicin bare for en sikkerhedskyld.
- Oplader til mobilen
- Bærbar + oplader
- En god bog
- Tøj til hjemturen
- Et tæppe. -Der var så varmt at jeg ikke fik brugt det.
Og så kunne jeg tage afsted til Hvidovre hospital. Jeg blev indlagt kl 18.00 d. 24. Januar, aftenen forinden operationen. Dette gøres for at der kan blive taget blodprøver inden operationen og for at holde øje med ens værdier går jeg ud fra. Det behøver vidst ikke at nævnes hvor nervøs og bange jeg var, men heldigvis var både min mor og kæreste der til at berolige mig. Fordi jeg var så nervøs, havde jeg fået enormt meget luft i maven, hvilket resulterede i at jeg lå og pruttede højlydt i tide og utide på stuen, men det gjorde bare at vi kunne grine lidt af hele situationen, det syntes jeg er vigtigt at man kan og det var dejligt at det lettede stemningen. Og min mave!
Så blev det morgen på operations-dagen den 25. januar 2017 og min kæreste dukkede op kl 7.00 for at sende mig ned på operationsbordet. Jeg havde en tid kl 08.00. Jeg havde fået støtte-strømper på, for at forebygge blodpropper, inden jeg skulle derned og jeg havde fået operationstøj på, men ellers var der ikke gjort andet. Min kæreste kyssede mig farvel, og så kørte jeg. Jeg var så bange at jeg græd, men heldigvis var den søde portør god til at opmuntre mig og jeg fik en lyserød operationshue på, hvilket jeg altid får når jeg skal opereres.
Da jeg var blevet kørt ned på operationsstuen, blev jeg taget imod af en masse sygeplejesker, narkoselæger og en kirurg. De var alle sammen super søde og fortalte mig præcis hvad der skulle foregå. Jeg skulle have et venflon i hånden, altså et drop, have lagt en rygmavsbedøvelse, hvilket foregår i vågen tilstand, liggende på siden, og selvfølgelig også i narkose når de var klar. Inden narkosen havde jeg fået noget beroligende, eller smertestillende, jeg begyndte i hvert fald at blive rundtosset i hovedet og mindre bange. Endelig sov jeg. Operationen ville tage 4-5 timer, være med kikkert og jeg fik af vide at jeg højest sandsynligt ville få 6 små huller og selvfølgelig min planlagte ileostomi i højre side. Så lagde de mig til at sove.
Jeg vågnede op ca 3 timer senere. Jeg kan huske de første 30 sek. Jeg var glad og spurgte hvordan det var gået og så kan jeg ikke huske mere. Jeg vågnede op igen inde på opvågningsstuen og kunne ikke mærke mine ben, jeg hunde frøs og jeg var meget nervøs for hvordan jeg så ud på maven. Jeg havde drop i hånden, urinvejskateter, rygmavskateter, ilt i næsen, blodtryksmåler på armen og elektroder på brystet til at tjekke hjertet på. Jeg havde ingen smerter på dette tidspunkt, var lidt ør i hovedet og meget træt. Jeg kiggede ned under dynen, men kunne ikke se andet end en pose (den størrelse pose jeg også går med nu, her efter en måned), og nogle plastre. Det så slet ikke så dramatisk ud som jeg havde forestille mig! Jeg fik en varmepuster ind under dynen, så jeg kunne få varmen og en sygeplejeske kiggede til mig et par gange, men ellers lå jeg bare og sov. Efter et par timer kom jeg tilbage på min stue, og min kæreste kom og så til mig.
Min lykke var gjort da jeg rigtig fik set min mave og efter jeg havde snakket med kirurgen. Jeg havde fået 4 små huller og en stomi og operationen var gået lige efter bogen, kirurgen var glad. Det kunne ikke være gået bedre. Men nu startede genoptræningen. For allerede på første-dagen skal du ud og røre dig. Og helst 3 timer.
Jeg var så glad. Den første dag. Jeg var nogenlunde smertefri, men det skulle vise sig at ændre sig.
Mig d. 26. Januar. Morgenen efter operationen. Dejlig dopet og udkørt.
Dagen efter operationen var mit humør godt, som det ofte er, bortset fra lidt kvalme, der blev hjulpet væk af salteskruer. Idag skulle jeg for første gang se min stomi uden posen på, for første gang skifte den og for første gang rigtig mærke hvordan et liv med stomi, ville være. Det var absolut grænseoverskridende! Det er ikke normalt at se sin egen tarm stikke ud af maven på den måde, og den er meget stor og hævet til at begynde med! Men heldigvis var sygeplejeskerne rigtig søde til at hjælpe mig igennem det i mit tempo, selvom der også blev presset lidt på (meget på!). Jeg opdagede at jeg var følelsesløs hen over maven, ved siden af min stomi, men det fik jeg fortalt var helt normalt, fordi man var blevet skåret i og at jeg måske ville opnå lidt af følelsen igen (her efter en måned er noget af følelsen kommet igen heldigvis). Da jeg skulle ud af sengen, mærkede jeg en mærkelig følelse i maven, det var som om at alle mine organer, blev kastet rundt inde i maven på mig, og trykkede på min lunger så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg skulle sidde lidt på sengekanten, før jeg kunne rejse mig. Det var som om det hele lige skulle falde på plads først. Denne følelse blev ved i de første 3 uger, så begyndte organerne at finde sin plads igen.
På anden dagen blev jeg hjulpet i bad og jeg fik mine forbindinger skiftet og jeg følte mig straks mere frisk. Men det skulle vise sig at den følelse ikke varede ved. Fra dag et havde min rygmagsbedøvelse lækket, uden nogen havde opdaget det, sygeplejerskerne mente jeg havde spildt saft i min seng (rygmavsbedøvelsen skal sidde i ryggen i op til 3 dage efter operationen, for at smertedækker), men de opdagede da de skulle tage den ud på 3. dagen at jeg slet ikke havde haft den i, så jeg havde været igennem de 3 første dage uden at være smertedækket og alligevel havde jeg været oppe 8 timer om dagen som de dikterer, for at forhindre blodpropper og lungebetændelse. Det var noget af en smerte-omgang kan jeg godt skrive under på! Rygmarvskarteteret bliver sat i med en meget tynd gummislange, du kan slet ikke mærke den i ryggen. Slangen er forbundet med en taske med medicin i, som der hænger ved din seng og hvis den virker optimalt, løber der bedøvelse ind i rygsøjlen.
Her er jeg 4 dage efter. Man kan se stomiposen og man kan skimte de små klips, der holder sårene sammen.
Dagene gik hurtigt derinde og folk var rigtig søde! En ting jeg ikke havde tænkt på er, at fordi man jo er blevet skåret i mavemusklerne, kan man jo ikke bruge de muskler, så at komme ind og ud af sengen er en kamp! Der gik flere dage, før jeg kunne mestre det alene. Men også det at hoste og nyse kan man slet ikke, så det er godt at have noget spiseligt og drikkeligt ved dig hele tiden, hvis du får trængen til at hoste. Jeg havde altid salteskruer ved min seng, og jeg spiste det morgen-middag-aften fordi jeg hele tiden skulle rømme mig. Salteskruer er også rigtig godt, fordi du skal have en masse ekstra salt, når de har fået fjernet tyktarmen. På de tidspunkter hvor jeg skulle nyse, holdt jeg mig på næsen, så gik det heldigvis over!
Det jeg fik tiden til at gå med derinde, var at gå gangene tynde sammen med nogle jævnaldrene piger, der også var indlagt derinde. Det må have set sjovt ud, sneglefart med morgenkåber og talerstole. Men det er det bedste man kan gøre, for at få det bedre.
På 6. dagen d. 31. Januar og på min fødselsdag, fik jeg lov at komme hjem. Jeg kunne gå selv uden "talerstol", en stol der støtter en i at gå, og jeg kunne skifte stomien uden hjælp nu, så jeg var tryg. Jeg blev fejret inde på hospitalet og jeg blev fejret da jeg kom hjem, men så var jeg også ødelagt og træt.
Videoen er taget på min fødselsdag, kl 6.00 om morgenen. En af dem på stuen havde sat "hip hurra det min fødsesdag" på, og en anden havde filmet det. Jeg blev så glad og grinte så meget at jeg fik så ondt i maven, hvilket vidst også kan høres på videoen. Sygeplejeskerne kom alle sammen ind og sagde tillykke, og gav mig et flag. Det var en super hyggelig morgen.
Klimakset var da min kæreste kom og hentede mig. Vi skulle hjem og fejre mig med min familie og kage og gaver. Det var en fantastisk afslutning på en hård kamp! Jeg var dødtræt, men også superglad. Men før vi kørte hjem og holdte fødselsdag, skulle vi lige forbi Silvan og købe opbevaringskurve til mine stomiting, så på 6. dagen, kan man godt bevæge sig rundt igen!
Skriv endelig hvis i har spørgsmål til forløbet, så skal jeg prøve at svare på dem :)
Kommentarer
Send en kommentar