Det er et par uger siden at det her skete, men jeg føler stadig at det er et relevant emne at tale om. Angsten for at der er noget galt, efter en stomioperation.
Okay, min kæreste var taget en weekend-tur til Sverige med hans kammerat. Det var to uger efter operationen og jeg var nok på benene til, at jeg kunne være alene hjemme. Det hele var ikke helet endnu, men jeg kunne sagtens klare mig alene. Men det skulle vises sig, måske ikke at være helt sandt alligevel.
Lørdag aften da jeg skal i seng, kan jeg mærke at jeg har lidt ondt midt i maven. Et sted mellem navlen og solar plexus. Jeg slår det hen og tænker at det nok bare er lidt bøvl med maden og at det sikkert passerer. Jeg falder nemt i søvn, men vågner igen ved halv to tiden. Nu med meget ondt i maven. Jeg går ud og drikker et glas vand, for at se om det vil lindre noget, det gør det ikke. Jeg tjekker min stomi, og det løber fint igennem og har en acceptabel tykkelse. Derfor vælger jeg at gå i seng igen og utroligt nok falder jeg i søvn. Kl halv fem vågner jeg med en endnu vildere smerte i maven! Den er slet ikke til at holde ud, og den sidder stadig midt i maven, men ståler rundt, både i ryggen og i venstre side. Jeg prøver et glas vand igen og 20mL link, som er akut medicin, hvis man har halsbrand og lignende. Det virker slet ikke og på dette tidspunkt gør det så ondt, at jeg dårligt kan gå rundt eller trække vejret ordentligt, så jeg hyper-ventilerer. En af grundene til at jeg trækker vejret så besværligt, er helt klart også fordi at jeg er død-bange! Jeg er død-bange for at der er noget galt med mine tarme, men fordi at outputtet i stomien stadig løber helt normalt, beroliger det mig en smule.
Efter 10 minutter i smerte, men som føltes som mindst en time, vælger jeg at ringe til hospitalet. Linken virker ikke. Min kæreste er der ikke. Og jeg går i panik. Jeg tænker at en kvalificeret sygeplejeske hos 1813 må tage beslutningen om jeg skal komme ind på hospitalet eller ej. Der er ingen kø da jeg ringer, hvilket er helt utroligt. Jeg kommer igennem med det samme og sygeplejesken spørger ind til min situation. Jeg får det fortalt alt imens jeg hyperventilerer og klamrer mig til både telefon og seng. Hun er slet ikke i tvivl om at jeg skal ind og ses til og sender en ambulance med det samme! Normalt ville jeg aldrig blive sendt i ambulance på den måde, men fordi min kæreste ikke var der, ville de ikke tage nogen chancer.
Der går omkring hvad der føles som 2 minutter, så står der en ambulancemand i min gang. Da jeg ser ham, kan jeg mærke jeg giver lidt slip i mit "seje jeg" og er nær besvimet i gangen. Ambulancemanden sætter sig ved siden af mig og hjælper mig til at få styr på min vejrtrækning og så går vi stille og roligt ned i ambulancen. Her spørger han mig også om en masse ting og måler mine værdier. Alt ser fint ud, men når han trykker mig på siden af maven gør det super ondt, så han mistænker at det er mine tarme den er helt gal med. Dette beroliger mig ikke, men jeg må vente med yderligere undersøgelser til jeg kommer ind på hospitalet.
På hospitalet bliver jeg modtaget af en sygeplejeske, og bliver kørt op i min seng på en enmands-stue. Igen bliver jeg undersøgt og spurgt om mit forrige forløb med operationen.
Her får jeg endnu en Link, og 2 glas koldt vand. Jeg føler langsomt en lindring på smerterne. Efter en halv time, dukker der en læge op og kigger på maven og på Bubbles. Ud over mine smerter, ser det hele heldigvis fint ud udefra, men fortsætter smerterne vil hun have mig CT-scannet dagen efter. Jeg bliver på stuen, og falder i søvn. Et par timer senere dukker endnu en sygeplejeske op, som måler mine værdier. De er fine og jeg kan sove igen.
Da jeg vågner hen af en 10 tiden søndag morgen, begynder jeg at få meget ondt i maven igen. Det var ellers dampet lidt af i løbet af morgenen. Jeg ber om endnu en Link og en Pantoloc venter lidt og så drikker jeg 3-4 glas vand og spiser en bolle. Smerten begynder at aftage. Jeg går ned i vandrerhallen, det er skønt vejr udenfor, og de store vinduer der er i vandrehallen, lader solen skinne ind og varmer hele hallen op. Jeg presser mig selv til at gå frem og tilbage mindst 10 gange. Det gør jeg for at fremprovokere smerten i maven, så jeg muligvis kan prøve at lokalisere den. Den sidder stadig midt i maven og stråler ud i venstre side. Men i og med at det bliver bedre af pantoloc og Link, må det betyde at det er mavesækken. Jeg kommer til den konklusion selv, at det er maven der er irriteret, med for meget mavesyre, og at maven må være faldet lidt ned, efter at jeg har fået fjernet tyktarmen, for normalt ville mine mavesmerter sidde i Solar-Plexus, når jeg har problemer med mavesyren, hvilket jeg tit har.
Helt tilfældigt falder jeg over en artikel i et blad, på hospitalet, hvor der omtales om faren for forhøjet mavesyre ved brug af Ipren. Igennem mit operationsforløb har jeg indtaget 600mg Ipren 3 gange dagligt, uden pantoloc som suplement. Dette er 100% derfor jeg pludselig har fået så ondt.
Jeg viste artiklen til lægen og hun var enig. Jeg blev sendt hjem med en besked om at fortsætte på Pantoloc 40mg dagligt i 2 uger. Dette skulle kunne holde det nede.
Budskabet i denne oplevelse er at man skal reagerer, hvis man føler sig bange efter en operation. Hellere ring en gang for meget, end en gang for lidt. Er du i tvivl om hvorvidt du er dårlig nok til at skulle på hospitalet, så ring 1813 og snak med en sygeplejeske og hør hendes mening. Da jeg var indlagt blev de også ved med at sige til mig, at det er bedre at reagerer for meget end for lidt, når man lige var blevet opereret. Uvished kan gøre en noget så bange, så ring til en sygeplejeske, der kan berolig dig. Jeg er glad fordi jeg ringede, også selvom at det slet ikke var tarmene den var galt med. Det beroligede mig, da jeg var helt alene.
Min kæreste kom heldigvis hjem om søndagen og kunne hente mig på hospitalet.
Idag her 3 uger efter jeg kom hjem igen, tager jeg stadig Pantoloc 40mg daglig. Det gør ondt i maven, hvis jeg ikke gør. Det har været en skrap omgang for min mave, med så meget Ipren. Jeg må se det an om jeg kan slippe dem på et senere tidspunkt.
Okay, min kæreste var taget en weekend-tur til Sverige med hans kammerat. Det var to uger efter operationen og jeg var nok på benene til, at jeg kunne være alene hjemme. Det hele var ikke helet endnu, men jeg kunne sagtens klare mig alene. Men det skulle vises sig, måske ikke at være helt sandt alligevel.
Lørdag aften da jeg skal i seng, kan jeg mærke at jeg har lidt ondt midt i maven. Et sted mellem navlen og solar plexus. Jeg slår det hen og tænker at det nok bare er lidt bøvl med maden og at det sikkert passerer. Jeg falder nemt i søvn, men vågner igen ved halv to tiden. Nu med meget ondt i maven. Jeg går ud og drikker et glas vand, for at se om det vil lindre noget, det gør det ikke. Jeg tjekker min stomi, og det løber fint igennem og har en acceptabel tykkelse. Derfor vælger jeg at gå i seng igen og utroligt nok falder jeg i søvn. Kl halv fem vågner jeg med en endnu vildere smerte i maven! Den er slet ikke til at holde ud, og den sidder stadig midt i maven, men ståler rundt, både i ryggen og i venstre side. Jeg prøver et glas vand igen og 20mL link, som er akut medicin, hvis man har halsbrand og lignende. Det virker slet ikke og på dette tidspunkt gør det så ondt, at jeg dårligt kan gå rundt eller trække vejret ordentligt, så jeg hyper-ventilerer. En af grundene til at jeg trækker vejret så besværligt, er helt klart også fordi at jeg er død-bange! Jeg er død-bange for at der er noget galt med mine tarme, men fordi at outputtet i stomien stadig løber helt normalt, beroliger det mig en smule.
Efter 10 minutter i smerte, men som føltes som mindst en time, vælger jeg at ringe til hospitalet. Linken virker ikke. Min kæreste er der ikke. Og jeg går i panik. Jeg tænker at en kvalificeret sygeplejeske hos 1813 må tage beslutningen om jeg skal komme ind på hospitalet eller ej. Der er ingen kø da jeg ringer, hvilket er helt utroligt. Jeg kommer igennem med det samme og sygeplejesken spørger ind til min situation. Jeg får det fortalt alt imens jeg hyperventilerer og klamrer mig til både telefon og seng. Hun er slet ikke i tvivl om at jeg skal ind og ses til og sender en ambulance med det samme! Normalt ville jeg aldrig blive sendt i ambulance på den måde, men fordi min kæreste ikke var der, ville de ikke tage nogen chancer.
Der går omkring hvad der føles som 2 minutter, så står der en ambulancemand i min gang. Da jeg ser ham, kan jeg mærke jeg giver lidt slip i mit "seje jeg" og er nær besvimet i gangen. Ambulancemanden sætter sig ved siden af mig og hjælper mig til at få styr på min vejrtrækning og så går vi stille og roligt ned i ambulancen. Her spørger han mig også om en masse ting og måler mine værdier. Alt ser fint ud, men når han trykker mig på siden af maven gør det super ondt, så han mistænker at det er mine tarme den er helt gal med. Dette beroliger mig ikke, men jeg må vente med yderligere undersøgelser til jeg kommer ind på hospitalet.
På hospitalet bliver jeg modtaget af en sygeplejeske, og bliver kørt op i min seng på en enmands-stue. Igen bliver jeg undersøgt og spurgt om mit forrige forløb med operationen.
Her får jeg endnu en Link, og 2 glas koldt vand. Jeg føler langsomt en lindring på smerterne. Efter en halv time, dukker der en læge op og kigger på maven og på Bubbles. Ud over mine smerter, ser det hele heldigvis fint ud udefra, men fortsætter smerterne vil hun have mig CT-scannet dagen efter. Jeg bliver på stuen, og falder i søvn. Et par timer senere dukker endnu en sygeplejeske op, som måler mine værdier. De er fine og jeg kan sove igen.
Da jeg vågner hen af en 10 tiden søndag morgen, begynder jeg at få meget ondt i maven igen. Det var ellers dampet lidt af i løbet af morgenen. Jeg ber om endnu en Link og en Pantoloc venter lidt og så drikker jeg 3-4 glas vand og spiser en bolle. Smerten begynder at aftage. Jeg går ned i vandrerhallen, det er skønt vejr udenfor, og de store vinduer der er i vandrehallen, lader solen skinne ind og varmer hele hallen op. Jeg presser mig selv til at gå frem og tilbage mindst 10 gange. Det gør jeg for at fremprovokere smerten i maven, så jeg muligvis kan prøve at lokalisere den. Den sidder stadig midt i maven og stråler ud i venstre side. Men i og med at det bliver bedre af pantoloc og Link, må det betyde at det er mavesækken. Jeg kommer til den konklusion selv, at det er maven der er irriteret, med for meget mavesyre, og at maven må være faldet lidt ned, efter at jeg har fået fjernet tyktarmen, for normalt ville mine mavesmerter sidde i Solar-Plexus, når jeg har problemer med mavesyren, hvilket jeg tit har.
Helt tilfældigt falder jeg over en artikel i et blad, på hospitalet, hvor der omtales om faren for forhøjet mavesyre ved brug af Ipren. Igennem mit operationsforløb har jeg indtaget 600mg Ipren 3 gange dagligt, uden pantoloc som suplement. Dette er 100% derfor jeg pludselig har fået så ondt.
Jeg viste artiklen til lægen og hun var enig. Jeg blev sendt hjem med en besked om at fortsætte på Pantoloc 40mg dagligt i 2 uger. Dette skulle kunne holde det nede.
Budskabet i denne oplevelse er at man skal reagerer, hvis man føler sig bange efter en operation. Hellere ring en gang for meget, end en gang for lidt. Er du i tvivl om hvorvidt du er dårlig nok til at skulle på hospitalet, så ring 1813 og snak med en sygeplejeske og hør hendes mening. Da jeg var indlagt blev de også ved med at sige til mig, at det er bedre at reagerer for meget end for lidt, når man lige var blevet opereret. Uvished kan gøre en noget så bange, så ring til en sygeplejeske, der kan berolig dig. Jeg er glad fordi jeg ringede, også selvom at det slet ikke var tarmene den var galt med. Det beroligede mig, da jeg var helt alene.
Min kæreste kom heldigvis hjem om søndagen og kunne hente mig på hospitalet.
Idag her 3 uger efter jeg kom hjem igen, tager jeg stadig Pantoloc 40mg daglig. Det gør ondt i maven, hvis jeg ikke gør. Det har været en skrap omgang for min mave, med så meget Ipren. Jeg må se det an om jeg kan slippe dem på et senere tidspunkt.
Kommentarer
Send en kommentar