Der gik 3 uger og 4 dage efter operationen, før jeg vendte tilbage til skolen. Jeg går på 2. år på HF inde i København. Jeg kunne godt have vendt tilbage en uge før, men da det passede med at vi havde vinterferie, blev det til 3 uger og 4 dage. Det var rigtig rart at være kommet helt ovenpå, før man skulle til at være ude blandt mange mennesker. Mit hoved led meget af udmattelse efter hele oplevelsen og i starten kunne jeg ikke være længere tid sammen med folk, så slog min hjerne fra og jeg blev energiforladt.
Med hensyn til skolen, havde jeg fået lov at holde en måned fri, og når jeg så kom tilbage, måtte jeg læse op, hvad de andre havde lært, under mit ophold på hospitalet. Det var rigtig befriende at jeg ikke skulle tænke på skolen og bare helt kunne fokusere på at få det bedre!
Selvom jeg begyndte at få det bedre og bedre, og jeg fik det bedre og bedre med hele tanken omkring stomi, var jeg stadig en smule ængstelig for at vænne tilbage til skolen. Mest af alt pga. lyden af Bubbles boblen. Jeg havde igennem hele forløbet lagt 2 opslag op på facebook, omkring min operation, og lærerne på skolen var også informeret omkring hvad der var sket, så de fleste folk omkring mig vidste at jeg havde fået stomi. Den tanke hjalp mig rigtig meget, fordi så skulle jeg ikke til, at forklare mig ud af bulen på maven og pruttelyde.
De første par dage i skolen gik egentlig rigtig fint. Bortset fra at jeg på 2. dagen fangede en bakterie, der virkelig gav mig hyppig tynd mave, så jeg måtte tømme Bubbles op til 12 gange i døgnet. Det var ikke sjovt, men heldigvis overstået efter 2 dage. Jeg tror ikke jeg er lige så modstandsdygtig overfor bakterier mere, og nu skal jeg jo tilbage til dele-toiletter og mange mennesker i små rum med dårlig udluftning. Men jeg sørgede for at spise en masse boller og chips imens den tynde mave stod på, så jeg kunne få outputtet tykt igen og normalisere min salt-balance. Jeg drak også en masse vand, så jeg ikke endte med at blive dehydreret. Det er vigtigt man er opmærksom på disse ting. Heldigvis havde jeg ingen smerter, som jeg normalt ville have haft hvis jeg stadig havde Colitis Ulserosa, det er super befriende!
Der gik faktisk nogle dage, uden at Bubbles sagde noget, og da den begyndte at sige noget, var det så lavt, at der ikke var nogen der hørte det. Så sad jeg bare og smilte lidt for mig selv. MEN efter en uges tid. havde jeg en dag hvor jeg havde meget luft i maven. Der oplevede jeg at den pruttede så højt, så folk omkring mig hørte det. Folk der ikke vidste jeg havde stomi, begyndte at grine, måske fordi de troede at jeg reelt slog en rigtig prut. Men dem som vidste jeg havde det, sagde ikke rigtig noget til det. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi man lige skal vænne sig til det, det kan jo godt føles lidt flovt. Men det lugter jo ikke, så værre er det heller ikke. Det er hvad man gør det til.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde forventet folk spurgte ind til hele forløbet, men det var faktisk utrolig lidt der spurgte ind til det. Lærerne nævnte slet ikke at jeg var tilbage og kun dem jeg taler mest med i skolen spurgte ind, men de vidste jo os godt lidt i forvejen. Måske ved man ikke rigtig hvordan man skal spørge ind eller om man overhoved kan tillade sig at spørge ind, fordi det for nogle mennesker, der fx har stomi, kan være meget grænseoverskridende og nærgående et spørgsmål, men jeg ville ønske folk spurgte mere ind til det, så det blev mere normalt at snakke om det. Tabuer skal tales ihjel og jo mere man taler om det, des mere normalt bliver det også.
Der kommer nok stadig til at gå lidt tid, før jeg virkelig har vennet mig til, at Bubbles laver lyde ude blandt andre. Men det er faktisk mere folks reaktion jeg er bange for, for jeg har det så fint med Bubbles selv. Det skal bare prøves nogle gange, (ligesom når man første gang skal lære at slå en prut foran den nye kæreste), så er jeg sikker på at jeg får det helt fint med det.
En ting der virkelig har forandret sig, efter jeg er kommet tilbage i skole er, at folk har nævnt flere gange, at jeg bare er blevet så meget gladere og friskere. De har jo nok troet at den person jeg var før operationen, den syge pige, var den jeg var, fordi jeg virkelig har været syg længe! Men næh nej, jeg er en frisk og glad pige, når jeg ikke er fuld af smerte og sygdom! Og hvor er det bare befriende at kunne være MIG igen! Og for hver dag der går, bliver jeg bare mere og mere mig selv! Hele verdenen ligger lige pludselig for mine fødder, og alting er muligt nu, hvor jeg har fået Bubbles. Før tænkte jeg på praktisk-uddannelse, flexjob og hjælp hvis jeg skulle være gravid. Jeg tænkte på toilet konstant og på bare at komme hjem i seng, når jeg havde mulighed for det. Pludselig er alle muligheder åbne og jeg føler jeg kan alting! Det er en fantastisk følelse, jeg ikke mindes at have haft siden før jeg blev syg, hvilket vil sige da jeg var barn! Jeg kan også lave aftaler med folk, uden at skulle tænke på om jeg har ondt eller har dårlig mave, det kan slet ikke beskrives hvor fantastisk det er!
Alt i alt nogle dejlige uger tilbage på skolebænken, selvom jeg nu ville ønske jeg havde et fysisk erhverv, nu hvor jeg kan alting igen! Nu er mit næste projekt at starte med at træne igen, det bliver snart, og det skal nok komme op på bloggen, så i kan følge det.
Med hensyn til skolen, havde jeg fået lov at holde en måned fri, og når jeg så kom tilbage, måtte jeg læse op, hvad de andre havde lært, under mit ophold på hospitalet. Det var rigtig befriende at jeg ikke skulle tænke på skolen og bare helt kunne fokusere på at få det bedre!
Selvom jeg begyndte at få det bedre og bedre, og jeg fik det bedre og bedre med hele tanken omkring stomi, var jeg stadig en smule ængstelig for at vænne tilbage til skolen. Mest af alt pga. lyden af Bubbles boblen. Jeg havde igennem hele forløbet lagt 2 opslag op på facebook, omkring min operation, og lærerne på skolen var også informeret omkring hvad der var sket, så de fleste folk omkring mig vidste at jeg havde fået stomi. Den tanke hjalp mig rigtig meget, fordi så skulle jeg ikke til, at forklare mig ud af bulen på maven og pruttelyde. De første par dage i skolen gik egentlig rigtig fint. Bortset fra at jeg på 2. dagen fangede en bakterie, der virkelig gav mig hyppig tynd mave, så jeg måtte tømme Bubbles op til 12 gange i døgnet. Det var ikke sjovt, men heldigvis overstået efter 2 dage. Jeg tror ikke jeg er lige så modstandsdygtig overfor bakterier mere, og nu skal jeg jo tilbage til dele-toiletter og mange mennesker i små rum med dårlig udluftning. Men jeg sørgede for at spise en masse boller og chips imens den tynde mave stod på, så jeg kunne få outputtet tykt igen og normalisere min salt-balance. Jeg drak også en masse vand, så jeg ikke endte med at blive dehydreret. Det er vigtigt man er opmærksom på disse ting. Heldigvis havde jeg ingen smerter, som jeg normalt ville have haft hvis jeg stadig havde Colitis Ulserosa, det er super befriende!
Der gik faktisk nogle dage, uden at Bubbles sagde noget, og da den begyndte at sige noget, var det så lavt, at der ikke var nogen der hørte det. Så sad jeg bare og smilte lidt for mig selv. MEN efter en uges tid. havde jeg en dag hvor jeg havde meget luft i maven. Der oplevede jeg at den pruttede så højt, så folk omkring mig hørte det. Folk der ikke vidste jeg havde stomi, begyndte at grine, måske fordi de troede at jeg reelt slog en rigtig prut. Men dem som vidste jeg havde det, sagde ikke rigtig noget til det. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi man lige skal vænne sig til det, det kan jo godt føles lidt flovt. Men det lugter jo ikke, så værre er det heller ikke. Det er hvad man gør det til.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde forventet folk spurgte ind til hele forløbet, men det var faktisk utrolig lidt der spurgte ind til det. Lærerne nævnte slet ikke at jeg var tilbage og kun dem jeg taler mest med i skolen spurgte ind, men de vidste jo os godt lidt i forvejen. Måske ved man ikke rigtig hvordan man skal spørge ind eller om man overhoved kan tillade sig at spørge ind, fordi det for nogle mennesker, der fx har stomi, kan være meget grænseoverskridende og nærgående et spørgsmål, men jeg ville ønske folk spurgte mere ind til det, så det blev mere normalt at snakke om det. Tabuer skal tales ihjel og jo mere man taler om det, des mere normalt bliver det også.
Der kommer nok stadig til at gå lidt tid, før jeg virkelig har vennet mig til, at Bubbles laver lyde ude blandt andre. Men det er faktisk mere folks reaktion jeg er bange for, for jeg har det så fint med Bubbles selv. Det skal bare prøves nogle gange, (ligesom når man første gang skal lære at slå en prut foran den nye kæreste), så er jeg sikker på at jeg får det helt fint med det.
En ting der virkelig har forandret sig, efter jeg er kommet tilbage i skole er, at folk har nævnt flere gange, at jeg bare er blevet så meget gladere og friskere. De har jo nok troet at den person jeg var før operationen, den syge pige, var den jeg var, fordi jeg virkelig har været syg længe! Men næh nej, jeg er en frisk og glad pige, når jeg ikke er fuld af smerte og sygdom! Og hvor er det bare befriende at kunne være MIG igen! Og for hver dag der går, bliver jeg bare mere og mere mig selv! Hele verdenen ligger lige pludselig for mine fødder, og alting er muligt nu, hvor jeg har fået Bubbles. Før tænkte jeg på praktisk-uddannelse, flexjob og hjælp hvis jeg skulle være gravid. Jeg tænkte på toilet konstant og på bare at komme hjem i seng, når jeg havde mulighed for det. Pludselig er alle muligheder åbne og jeg føler jeg kan alting! Det er en fantastisk følelse, jeg ikke mindes at have haft siden før jeg blev syg, hvilket vil sige da jeg var barn! Jeg kan også lave aftaler med folk, uden at skulle tænke på om jeg har ondt eller har dårlig mave, det kan slet ikke beskrives hvor fantastisk det er!
Alt i alt nogle dejlige uger tilbage på skolebænken, selvom jeg nu ville ønske jeg havde et fysisk erhverv, nu hvor jeg kan alting igen! Nu er mit næste projekt at starte med at træne igen, det bliver snart, og det skal nok komme op på bloggen, så i kan følge det.
Kommentarer
Send en kommentar