Hey igen,
Nøøøøj for en omgang jeg har været igennem de sidste 5-6 dage! og det er slet ikke sikkert at det er overstået endnu...
Det at være ny med stomi, er altså ikke altid en dans på roser...
Det startede således....
Tirsdag var jeg med en veninde på en spil-Cafe i kbh. Det var super hyggeligt og vi var der 4-5 timer. Da jeg kom hjem om aftenen, spiste jeg min aftensmad som jeg plejer, men efterfølgende fik jeg hammer stærke smerter i maven! De sad meget diffust og de var slet ikke til at holde ud. Min output var på dette tidspunkt, lidt blødere end normalt, men ikke nok til at jeg følte der var noget galt med stomien. Men det skulle vise sig at ændre sig drastisk! Hele onsdagen havde jeg stadig vilde mavekramper, og lige pludselig begyndte min output at blive helt vandtyndt. Hele torsdagen tømte jeg Bubbles 16 gange og natten til fredag var jeg oppe 5 gange og tømme posen, den var helt fyldt med vand hver gang! Smerterne fortsatte. De kom i ture, det vil sige, det var ikke konstante smerter, men de kom hyppigt, oftest når jeg begyndte at spise.
Okay... Mine tanker fløj afsted, omkring hvad det kunne være. Angst er en sjov ting. Man kan blive så bange, når man ikke ved hvad der foregår. Og jeg er nu glad for, at man reagerer sådan, så man kan tage affære og ikke bare lade stå til og vente.
De tre ting jeg tænkte, at det kunne være var:
- For meget mavesyre. Syren kunne måske vandre ned i tarmene og forårsage alt den tynde output.
- Stop i stomien. Her ser man at ved stop (fiberprop eller andet der stopper hullet til, så der ikke er noget der er i stand til at komme ud) kommer der enten ingenting ud, eller kun vand. Dette skulle gøre afsindigt ondt, ikke at jeg har erfaring med det, (endnu!)
- En forkert bakterie. Dette ville både forklare smerterne og den tynde og hyppige output.
Jeg var stadig meget nervøs om hvorvidt det var en bakterie eller stop i stomien. Mavesyren havde jeg udelukket, da jeg havde prøvet både Pantoloc og Link uden effekt (de er begge håndkøbt præparater mod halsbrand og for meget mavesyre).
Jeg begyndte at se at der kom lidt med ud i vandet i stomien dog, skindet fra en rosin fx. Dette tænkte jeg nok ikke kunne komme igennem, hvis der var et stop. Men jeg var stadig i tvivl, for jeg følte det pressede på under stomien, som om der sad noget fast, der ikke kunne komme ud. Men jeg kunne stadig ikke udelukke en dårlig bakterie.
Jeg havde kigget på COPA's hjemmeside (stomi-foreningen). Her stod der at havde man rigtig dårlig mave, skulle man reagerer efter 2 dage og aldrig bare lade stå til og vente og se. Så om fredagen ringede jeg til stomisygeplejeskerne. Jeg troede at det var dem der kunne guide mig med mine udfordringer med hensyn til stomien, men de guider kun i forbindelse med posen/huden osv. Så de henviste mig til kirurgisk mave/tarm afdelingen, den afdeling der havde opereret mig.
Jeg ringede derind fredag morgen og blev mødt af en sygeplejeske i telefonen. Jeg fortalte hende om mine meget skidte 4 dage jeg lige havde været igennem, med kvalme, hyppig vandtyndt output, vægttab, diffuse mavesmerter og en krop der bare ikke havde mere energi, så det vil sige der nok har været noget nær dehydrering.
Men hun kunne ikke hjælpe mig. Der foregik noget EDB-systemskift på hospitalet, så jeg kunne ikke komme til at snakke med en læge. Dog ville hun finde en læge, fortælle om min situation og rapporterer tilbage på et tidspunkt. 5-6 timer senere ringer hun og siger de ikke kan gøre noget, jeg skal bare drikke en masse vand og ringe 1813 hvis jeg begynder at kaste op. Okay så må jeg jo forholde mig til det.
Om lørdagen begyndte mit output endelig at tage lidt form igen, men det var skiftevis form/vand der kom ud og det var helt grønt. Dette kan helt klart indikere at det har været en bakterie, der har lavet ravage. Men jeg var stadig virkelig udkørt. Min kæreste valgte at invitere mig en tur i Zoo lørdag over middag og i det hele gik vi 8000 skridt. Men jeg kunne dårligt gå ligeud, mit hoved sejlede og jeg havde det som om jeg var søsyg. Det var ikke særlig behageligt. Jeg tror virkelig min krop har været i underskud af alting!!
MEN mine tanker går stadig på om der er en prop, måske bare noget der sidder i vejen, eller hård mave, fordi! Lørdag aften følte jeg en trykken inde fra stomien, som om der var noget der ville ud, men ikke kunne. Hen over maven i et bælte spændte maven sig, som hvis man havde hård mave. Der kom heldigvis noget ud i løbet af natten. Halvtyndt. Men idag søndag har der intet været i stomien i over 5 timer. INTET. Det er aldrig sket før! Jeg spiser normalt, så der burde være noget derinde. Jeg er stadig i tvivl og lidt bange. Men jeg har besluttet at se tiden an. Mine mavesmerter er her på 5. dagen næsten helt væk heldigvis.
Jeg håber virkelig jeg er ved slutningen af de her 5 dages mareridt, for jeg orker ikke mere!
Lige pludselig syntes jeg ikke at det er specielt sjovt at have stomi mere! Jeg blev lovet tarme der fungerede, efter at jeg fik fjernet hele den betændte tyktarm, ikke smerte og dårlig mave. Så kan det jo næsten være det samme! Jeg kan godt mærke at humøret ikke er lige så meget i hopla som det plejer at være, men jeg håber det bliver bedre, når det engang er helt overstået det her! Forresten hvis det var en dårlig bakterie så er det 2. gang på 3 uger jeg møder sådan en. Jeg er åbenbart blevet meget lidt modstandsdygtig over for de bæster, så nu er håndhygiejne endnu mere i højsædet og jeg har købt en håndsprit jeg kan have med mig alle steder. For hvis jeg kan undgå det, skal jeg ikke igennem det her igen!
Dette er den håndsprit jeg har valgt, den helt almindelige fra Apotektet:
Ud over dette, vil jeg anbefale andre der døjer med vandtyndt output, at bruge en marcipanring under stomien, for at mindske chancen for læk. Jeg lækkede på intet tidspunkt, men jeg valgte også både marcipanring + at skifte stomien, både morgen og aften, for at være på den sikre side.
Ud over dette vil jeg altid anbefale, at er man bange eller i tvivl om noget, skal man ringe til hospitalet, lige meget om de kan hjælpe eller ej. I mit tilfælde går jeg ud fra, at havde de troet at det var noget alvorligt, havde de kaldt mig ind.
Er der andre der har erfaringer som mine, og ved lidt mere end mig, er i velkommen til at skrive. Jeg er jo stadig ny og opbygger stadig erfaring!
Kommentarer
Send en kommentar